For mig er det vigtig at føre racen videre med respekt! Dette betyder, at en cavalier skal blive ved med at ligne en cavalier - også selv om den "bare" skal være familie-hund, agility-hund, jagt-hund eller noget helt fjerde. Man kan jo godt være smuk, bare fordi man skal bruge mere tid i et mudderhul end i en udstillingsring. Det er også af højeste prioritet, at racen skal føres videre som en sund hund, der gør sin familie glad i mange år.


Jeg vil fra tid til anden have hvalpe i kennelen. Mine parringer vil altid være nøje planlagte og hanhunden vil være nøje udvalgt til at matche den tæve jeg parrer den med.

En rettesnor for mig i mit opdræt er, at jeg aldrig vil lave en parring, som jeg ikke selv ville finde det interessant, at have en hvalp fra.

Min ambition er, at få fremgang i mit opdræt - at hvalpene er en smule sundere og en smule smukkere end deres forældre. Dette er en høj målsætning og bestemt ikke altid mulig at nå, men det mindste vi som opdrættere af racen kan gøre, er at prøve.

Jeg møder en del mennesker, der siger: "Jamen vi skal jo bare have en familiehund, så vi skal ikke bruge en stamtavle til noget". Hertil kan jeg kun sige, at jeg ikke kunne være mere uenig! Hvorfor gå på kompromis med det nye familiemedlem?
En stamtavle er meget mere end bare en optegnelse over din nye hvalps familie. Med en DKK stamtavle, får du en større sikkerhed for, at din hunds familie gennem generationer, har været sunde, raske og racetypiske cavaliere, hvilket øger sandsynligheden for, at du kan have din hund i mange år.
DKK er, som den eneste stambogsførende organisation i Danmark, medlem af FCI, som er den internationale kennelklub. En DKK stambog giver dig desuden nogle køberetslige fordele, som kan være svære at opnå, hvis du køber hund udenfor DKK.


Som hvalpekøber i min kennel får du en lang række fordele, men du vil også blive mødt med en række krav og forventninger. Da mine hunde og hvalpene efter dem er mine hjertensbørn, ønsker jeg dem kun alt det bedste. Derfor er det utroligt vigtigt for mig, at jeg har en god kemi med mine hvalpekøbere og at vi stoler på hinanden.

Da det er mig, der er sammen med hvalpene de første 8 uger og derfor også er mig, der kender hvalpene, er det mig, der beslutter, hvilken hvalp, der kommer med hvem hjem. Dette sikrer både hvalpekøber og hvalp bedst muligt.

Til gengæld får du en hvalp, som er resultatet af en velgennemtænkt parring - en hvalp, som er lavet med hjertet og med hjernen.

Jeg vil meget gerne følge mine hvalpe i deres videre færd og jeg vil utrolig gerne stå til rådighed for mine hvalpekøbere og svare på alle spørgsmål I måtte have på mail, brev eller telefon og på alle tidspunkter af døgnet. Bliver der brug for hundepasning, er mine hvalpe desuden altid velkomne hjem for en kortere eller længere periode.


Af mere praktiske ting, der følge med hvalpen kan nævnes

- DKK stamtavle (selvfølgelig...)
- 1. vaccine og 3 x ormekur
- chipmærkning
- sundhedseftersyn og -attest
- købskontrakt
- medlemsskab af Cavalierklubben
- registrering i Dansk Hunde Register
- Bogen "Fra Hvalp til Hund" af Irene Jarnved
- foder til den første tid
- lidt der minder om mor...
- livslang support

Hvalpen vil vokse op i stuen og vil være præget på dagligdagens ting, men vil også have været lidt ude i den store verden og have mødt andre racer, børn, biler, køer, traktorer, indkøbsvogne, busser, havet, skoven mv.


Hvis du kunne være interesseret i en hvalp, er du meget velkommen til at kontakte mig for en lille snak. Du må også meget gerne ringe og lave en aftale om at komme og besøge mig og hundene.

 

Mange hilsner
Maj-Britt

27288887
mhoejer@dsr.life.ku.dk


Alle rettigheder til denne hjemmeside tilhører Kennel Canidan - 2012

Hvalpe

Mit opdræt drives af passion og af lyst - passionen for mine elskede hunde og lysten til at føre denne vidunderlige race videre i mange mange år.